2004-09-18

Terror, angst, had og krig

Vi må ikke være blåøjede eller tossegode, men se terror-truslen i øjnene, der kommer fra visse muslimske kredse i Danmark, der hader danskerne. Det mener folketingmedlem for Venstre, Thor Gunnar Kofoed (TGK), som vil "stramme reglerne endnu mere" og beskytte os alle sammen mod de fundamentalistiske muslimer. (Bornholms Tidende d. 15. sept. 2004)

Denne konklusion er TGK kommet frem til efter en analyse af den senere tids terrorhandlinger rundt om i verdenen.

Man fristes til at tro, at TGK har akcepteret Osama Bin Laden's verdensanskuelse: Vi står midt i en religionskrig mellem på den ene side de fundamentalistiske ("rettroende") muslimer og på den anden side USA ("Den store Satan") og dets allierede. I dette perspektiv er de fleste terrorangreb og konflikter (bl.a. Irak, Israel-Palæstina og Tjetjenien) blot elementer i Den store Krig, og alle "rettroende" muslimer er potentielle kollaboratører.

Denne analyse er efter min mening forenklet, fordrejet og meget farlig. Konflikterne i Iraq, Israel-Palæstina og Tjetjenien er ikke primært religions-konflikter, selv om religionen bruges som benzin på konflikterne. Irak er blevet en ny slagmark og rekruteringsbase for fundamentalistiske muslimer, men var - før invasionen og besættelsen - styret af et helt a-religiøst og brutalt diktatur. Ligeledes var palæstinenserne indtil for få år siden domineret af meget verdslige muslimer. Den seneste store terror-aktion (gidseltagningen i Beslan) udspringer af konflikterne i Tjetjenien, Kaukasus og Rusland. Denne bestialske terror-aktion har intet med religion eller danske muslimer at gøre.

Vi er ikke inde i en (verdensomspændende) religionskrig, men der er tilsyneladende mange politikere som trives med disse forenklinger. De fremhæver sig selv som omsorgsfulde realister, der ser virkligheden i øjnene. Men med deres forenklinger er de med til at øge frygten og hadet og indirekte virkeliggøre eller forstærke de konflikter, som de vil "beskytte" os imod. De dæmoniserer en "fjende" og optrapper modsætningerne. Det har vi før oplevet mange gange i historien, senest i det tidligere Serbien, i Nord-irland, Israel og Palestina.

TGK retfærdiggører sig selv med at det kun er de "fundamentalistiske" muslimer, der hader danskerne, han taler om. Men hvordan kan vi se hvem af dem der er fundamentalistiske og "hader" os? Hvordan vil han "stramme reglerne for at beskytte os selv". Skal vi til at indføre sindelags-test eller en mærkningsordning?

TGK skulle underrette efterretnings-tjenesterne hvis han har viden om at danske muslimer forbereder terror. Hvis ikke burde han se sig selv for god til at mistænkeliggøre en religiøs minoritet, der i forvejen har en meget udsat stilling i Danmark.

Synspunkt bragt i Bornholms Tidende d. 21. sept. 2004

Ingen kommentarer: