2018-03-07

EU - en simpel nødvendighed! 

De sidste 50 år er der blevet registreret mere og mere om hver eneste dansker. I offentlige og private registre. Forsikringsselskaber, sundhedsvæsnet og mange andre registrerer en voksende mængde af persondata. Der er næppe nogen, der selv ved, hvor og hvor meget der bliver registreret. Det siges at Google og Facebook ved mere om os, der færdes på nettet, end vi selv ved. Og endnu værre: Disse 

informationer om os er blevet en værdifuld vare, der byttes, købes og sælges bag om ryggen på os. 

Der er nok mange der siger: Og hvad så? Dertil må man sige, at informationsindsamlingen ofte har karakter af en overvågning, der normalt kun har plads i totalitære samfund. I øvrigt har vi kun set starten. I fremtiden kan vi risikere dataindsamling og overvågning fra næsten alle produkter: Fra legetøj og termostater til fjernsyn, køleskabe og biler. Og alle institutioner og virksomheder vi er i kontakt med har registre hvor person-data bliver registreret. 

I maj måned træder en ny EU persondatalov i kraft. Den pålægger alle offentlige og private virksomheder og institutioner at behandle personoplysninger ansvarligt. Det vil bl.a. sige: 

● Skab overblik over hvilke personoplysninger, der behandles 

● Skab overblik over hvor og hvordan personoplysninger behandles 

● Lad brugerne få overblik og ejerskab til deres egne personoplysninger. 

● Sørg for at slette fejlagtige, uanvendelige og forældede oplysninger. 

Jeg oplever selv "bøvlet" i en virksomhed ved at vi skal leve op til den nye forordning. Men som privat-person synes jeg at det er en helt rimelig og god foranstaltning. 

Den nye persondatalov, et godt eksempel på det bedste ved EU: Vi får nogle muligheder og rettigheder, som ellers var helt utænkelige. 

En evt. selvstændig dansk persondatalov ville være latterlig og umulig: 

1. Nej. Vi ville ikke kunne gennemtrumfe en lovgivning overfor alle de internationale virksomheder, der virker på Internet. F.eks. Google, Facebook og kinesiske Alibaba. 

2. Nej. Det ville ikke give mening at påtvinge danske og udenlandske virksomheder en dansk lovgivning - hvis der gjaldt andre regler i Sverige og i andre europæiske stater. 

3. Nej. Vi ville aldrig kunne blive enige med 26 andre lande om fælles regler og et fælles juridisk system til håndhævelse - uden om EU. 

Modstanderne af EU taler meget om (tab af) "suverænitet" i forbindelse med EU. Men persondataloven er et godt eksempel på at vi vinder​ fordele, indflydelse og suverænitet​ i flere betydninger: 1. Vi har haft indflydelse på lovgivningsprocessen. 

2. Gennem loven får vi indflydelse på hvordan vores persondata behandles. 

3. Virksomheder undgår besværlige særregler i de enkelte lande 

Det er muligt at EU er bureaukratisk. Og der er masser af ting at kritisere. Men EU er i sig selv hverken godt eller skidt. EU er derimod nødvendigt på de mange områder, hvor det kun giver mening hvis vi samarbejder i Europa. 

Danmark er lidt ligesom Norge: Et fodslæbende, passivt medlem af EU, der blot retter ind. Det er en skam når vi ønsker at Danmark og danske værdier (?) skal præge fremtiden. Derfor skal vi droppe forbeholdene og stoppe fodslæberiet. EU er en simpel nødvendighed hvis vi ønsker REEL suverænitet og indflydelse på en lang række vigtige samfundsmæssige problemer!