De gamle englændere - dem på landet og i de trøstesløse satellit-forstæder til de gamle industribyer - har stemt Storbritannien ud af EU. De drømmer sig tilbage til før Microsoft, Apple, Facebook og Google tog verdens-herredømmet fra Ford, Esso og United Steel. Før vi blev oversvømmet af billige kinesiske industriprodukter. Før finanskapitalens utøjlede rasen kunne true hele verdensøkonomien. Og før vi blev oversvømmet af billig udenlandsk arbejdskraft. De gamle drømmer sig tilbage til "Great Britain" - før globaliseringen.
Men Storbritannien har kolossale fordele af globalisering, og de kan naturligvis ikke skrue tiden tilbage. Spørgsmålet er kun: Hvordan kan vi nogenlunde tøjle - og afbøde de værste konsekvenser af - globaliseringen. Og svaret er at det kan de europæiske stater kun gennem et forpligtende samarbejde. Konsekvensen af britternes udmeldelse kan meget vel blive at Storbritannien bliver opløst og at velfærdsstaten og de svage i England står endnu svagere over for globaliserings-kræfterne.
Enhedslisten og Dansk Folkeparti hylder briternes mod, og hævder at vi også skal være "uafhængige", og indgå i et "frivilligt" og "demokratisk" samarbejde mellem "suveræne stater". Men det er en populistisk fantasi. Uden EU ville Putin og multinationale virksomheder få frit rum til at spille nationalstaterne ud mod hinanden. Og Danmark ville måske ikke engang kunne finde ud af at samarbejde med Sverige - hvis ikke det skete inden for rammerne af fælles regler og en institution som EU.
Bemærk i øvrigt at "uafhængighed" - også blandt nationalstater - er en bøjelig ting. I 1930'erne var danmarks udenrigspolitik fuldstændig fokuseret på èn opgave: Ikke at komme til at støde den store nabo mod syd. Er det uafhængighed?
EU har ofte ikke løst sine opgaver. Og de ting den har løst, har den måske løst dårligt eller for sent. Ja - men det er medlemsstaternes, og ikke mindst danmarks skyld, med sine forbehold og valne tilslutning til EU.
Der er et stort flertal af danskere der støtter op om vores medlemskab af EU, så jeg synes at diskussionen om EU, og folketingspolitikernes provinsielle bedreviden i forhold til EU, snart må høre op. Vi skal IKKE have en afstemning om EU, da der ikke er et alternativ. Bornholm skal jo heller ikke til folkeafstemning om tilslutningen til Danmark - blot fordi nogle kommunalpolitikere og (mindst) halvdelen af befolkningen er utilfreds med regeringen og administrationen!
Det er langt fra kønt når politikere fra 28 (nu 27!) nationer skal lande et fedtet kompromis. Og det er let at være kritisk. Men EU er vores bedste mulighed for at varetage vores internationale interesser og tøjle globaliseringen. Vi kan have en indflydelse der er langt større end nu. Kom ind i kampen for et bedre EU, der varetager dine interesser!
En gammel, sur Bornholmer, som IKKE tror der grønnere uden for.